
Tommy Thomsen
05. maj 2025

VOERSÅ: Landsbyen Voerså syd for Sæby er på det seneste blevet kendt for de 506 indbyggeres kamp om at få etableret en ny købmandsbutik og om de truende skyer, der hviler over skolens fremtid.
Man kan dog ikke sige Voerså, uden straks at tænke på fiskerlejet, der består af inderhavnen i byen og videre mod øst til yderhavnen, hvor Voer Å har udløb i Kattegat.
Yderhavnen ligger flot synligt en lille kilometer fra byen og strækker sig forbi strandengene ud mod havet.
Havnene besøges hele året rundt, hvor der er fri adgang til velfærdsbygningerne.
Når Mogens, Bjarne og Preben under sig selv en lille pause på bænken. må det ikke forveksles med Gnags elskede sang: “Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen”
Havnene ejes af Frederikshavn Kommune, som ikke har udgifter til driften af havnen, da det varetages af frivillige fra foreningen Voersaa Fiskeleje.
Den daglige drift af inder- og yderhavnen består af anvisning af liggeplads til gæstesejlere, udlejning af faste pladser og fiskehytter, vedligeholdelse af velfærdsbygning og legeplads samt servicering af havnens og åens brugere, herunder et stigende antal autocampere.
Havneidyl
Bestyrelsen for Voersaa Fiskeleje sætter en ære i at holde hele havneområdet, så det altid står i flot rengjort og velholdt stand.
Udsigten fra velfærdsbygningen til åens udløb skal bibeholdes. Selv om der er efterspørgsel på flere fiskerhytter bliver der ikke opført flere.
To gange årligt får havnene den helt store overhaling, hvor der møder 25-30 frivillige op med værktøj i hånden og yder nogle timers arbejde.
Foreningen arrangerer ligeledes forskellige sociale arrangementer, som f.eks. fællesspisning hver fredag, hvor alle er inviteret. Hver især tager kød og tilbehør med som man selv vil spise, så sørger foreningen for, at grillen er varm og opholdslokale / overdækket terrasse stilles til rådighed.
En familie direkte fra Tyskland, gør klar til at nyde et ophold i Voerså.
Såvel byens mindste børn som kommunens ældste fra plejecentrene tager ofte på udflugt til Voerså, hvor der gøres ophold, ligesom flere motorcykelklubber gør pitstop på den idylliske havn.
Fastsætter selv priserne
– Selv om det er kommunale havne, nyder vi som bestyrelse, at vi har frihed til selv at bestemme, hvad der skal være af aktiviteter, og ikke mindst selv at kunne fastsætte udlejningspriserne, siger Voersaa Fiskelejes formand Mogens Berg.
– Vi forsøger at holde priserne på et niveau, hvor alle kan være med. Pladslejen er afhængig af bådenes størrelse – årslejen er på mellem 2.300 og 4.900 kroner.
Janne Madsen og Charlotte Vinbæk fra Frederikshavn mødes hver torsdag for at gå en tur og nyde deres medbragte mad. Dennes uges tur gik til Voerså, hvilket ikke bliver sidste gang.
-Der er mulighed for 136 bådpladser, som ikke er fuldt udlejet, så nye er meget velkomne til at blive en del af fællesskabet, understreger Mogens.
Autocampere tilbydes ligeledes en konkurrencedygtig plads til 180 kroner pr. døgn.
I prisen indgår en stille og rolig plads med havudsigt, el- og vandforbrug, tømning af tank, trådløst internet, brug af servicebygning (køkken & bad) og legepladsen.
Der er flere på venteliste til de 34 eftertragtede røde fiskehytter på hver 7,5 m2, hvor den årlige leje udgør 2.745 kroner.
Mogens viser her havnens garnrenser. Trods sin enkelthed, er den lidt af en genialitet. Når man trækker garnet igennem røret bliver det renset for tang og skidt ved hjælp af højtryksspuling.
Bestyrelsesmedlem Bjarne Mechlenburg gør opmærksom på, at hvis man ligger med sin båd i havnen og vil på en fornøjelsestur og vejret er for hårdt til havet, er der mulighed for med sin jolle at sejle cirka tre kilometer op ad Voer Å.
– Om sommeren, hvor træernes kroner lukker sig over vandet, er det en lise for sjælen at glide gennem vandet, fortæller Bjarne.
Et andet bestyrelsesmedlem, Preben Vejrum, der bor i Sæby, besøger stort set hver dag havnen.
Han nyder at sejle ud med sin jolle og sætte garn og nyder en pause i sin lille fiskerhytte. Når flaget er sat op ved døren, er det et signal om, at man gerne vil have besøg.
– Med sit blå vand omgivet af grønne græsbeklædte kajkanter, er det som at komme til en oase, hvor man kan sænke skuldrene og lade freden komme over én, understreger Preben.
Historie og baggrund
Mogens Berg og Bjarne Mechlenburg har i mere end et halvt århundrede været med til at præge udviklingen af havnene og kender alle fortællingerne om de markante personer, der har sat sine spor i Voerså.
Bjarne har i sin fiskerhytte lavet en lille udstilling med fund fra stranden af gamle potteskår fra vikingetiden.
De kan blandt andet fortælle om fiskerkonen Fie Kragh, der blev ormegrossist og beskæftigede mange sandormegravere og om grusvejen ud til havnen der fra gammel tid blevet benævnt ”Sverigesvejen”.
Fiskerne har alle dage kæmpet mod kystens lave vandstand og man havde en idé om, at den kombinerede vej og mole blot blev forlænget (i retning mod Sverige) til næste sandbanke, ville der altid være dybt nok til besejling.
Problemet var, at havet hurtigt tilførte mere sand og så skulle Sverigesvejen igen forlænges, hvilket var en uholdbar løsning, hvorfor der blev sat et arbejde i gang for at anlægge en havn til de små fiskerbåde.
Preben Vejrum har monteret flaget som et tegn på, at gæster er velkomne.
Først i 1900-tallet blev der etableret pæleskærme der skulle hindre sandaflejringer. Omkring 1990 var pælene i så dårlig forfatning, at der skulle foretages en radikal ændring, hvis der fortsat skulle drives fiskeri fra Voerså.
Havn til 10 millioner kroner
Med stor lokal opbakning lykkedes det at skaffe 5 millioner fra EU’s Mål 2 midler og den daværende Sæby Kommune bidrog med et tilsvarende beløb.
Med 10 millioner kroner i ryggen blev havnen anlagt og i 1998 kunne yderhavnen indvies.
Havnene er selvfinansierede, hvilket vil sige, at indtægterne fra bådpladser, hytteleje og autocampere skal dække al vedligeholdelse af havnen og molen.
For leje af bådebroerne betaler Voersaa Fiskeleje hvert år 300.000 kroner til Frederikshavn kommune, som så sørger for bl.a. beskæring af buske og træer med videre samt uddyber åen hvert tredje eller fjerde år.
Vanddybden i såvel indsejling som jollehavnen er cirka 2 meter. Fra jollehavnen og videre op ad åen til inderhavnen er dybden cirka 1,5 meter.